Tuesday, November 15, 2016

Dr. Daniel Pipes: Kvindeligt begær og islamisk traume

Kvindeligt begær og islamisk traume

af Daniel Pipes
New York Sun
25. Maj 2004
Oprindelig engelsk tekst: Female Desire and Islamic Trauma
Billederne fra Abu Ghraib-fængslet i Irak skabte et sådant røre i den muslimske verden, at én analytiker udtalteat voldtægtsbillederne "ville være at sammenligne med en atomsprængning," såfremt de blev set i muslimske lande. Den slags ekstreme reaktioner rejser det ømfindtlige spørgsmål om sex i muslimske-vestlige relationer.

Vesten og den muslimske verden gør sig meget forskellige forestillinger om kvindelig seksualitet. (Jeg står her i gæld til Fatima Mernissis tanker i bogen fra 1975, Beyond the Veil: Male-Female Dynamics in a Modern Muslim Society.) I Vesten mente man indtil for nylig, at mænd og kvinder oplever eros forskelligt, idet mænd aktivt udfører jagten, forførelsen og gennemtrængningen, og kvinder passivt udholder oplevelsen. Først for ganske nylig er den forestilling begyndt at vinde frem, at kvinder også er i besiddelse af et seksuelt begær.
Når man betænker, hvorledes muslimer er berygtede for deres arkaiske skikke, er det ironisk at notere sig, at den islamiske civilisation ikke alene skildrer kvinder som seksuelt begærlig, men den betragter dem faktisk som værende mere lidenskabelige end mænd. Denne opfattelse har reelt været afgørende for kvinders stilling i den traditionelle muslimske tilværelse.

Set fra en islamisk synsvinkel opsøger både mænd og kvinder samlejet, hvorunder deres legemer undergår processer, der minder om hinanden, og som bringer tilsvarende glæder til begge parter. Hvor vesterlændinge traditionelt betragtede seksualakten som en kampplads, hvor manden udfoldede sit herredømme over kvinden, opfattede muslimerne den som en øm og gensidig fornøjelse.

I almindelighed tror muslimer faktisk, at det kvindelige begær er så meget større end det mandlige, at kvinden bliver anset for at være jægeren og manden hendes passive bytte. Selvom de troende ikke måtte føle den store uro ved seksualakten som sådan, er de besat af forestillingen om de farer, som kvinden selv frembyder. Så stærkt menes hendes behov at være, at hun ender med at repræsentere kræfter som ufornuft og uorden. En kvindes frodige begær og uimodståelige tiltrækning giver hende en magt over mænd, som endda kan konkurrere med Guds. Hun skal holdes i skak, for hendes utøjlede seksualitet udgør en direkte fare mod den sociale orden. (Symbolet herpå, det arabiske ord fitna betyder både civil uorden og smuk kvinde.)

Hele den muslimske samfundsstruktur kan forstås som et forsøg på at håndtere og styre den kvindelige seksualitet. Samfundet gør sit yderste for at adskille de to køn og reduce kontakten imellem dem. Dette forklarer skikke som tildækningen af kvinders ansigt og afskærmningen af kvinders opholdsområder eller harem. Mange andre institutioner tjener til at mindske kvindens magt over mænd, f.eks. at hun behøver en mands tilladelse for at kunne rejse, arbejde, gifte sig eller lade sig skille. Meget afslørende er det for eksempel, at det traditionelle muslimske bryllup fandt sted mellem to mænd – gommen og brudens formynder.

Selv gifte par bør ikke komme for tæt på hinanden; for at sikre, at en mand ikke bliver så opslugt af lidenskab for sin kone, at han forsømmer sine pligter over for Gud, begrænser muslimsk familieliv kontakten mellem ægtefællerne ved at opdele deres interesser og pligter, afbalancere deres indbyrdes magtforhold (hun er i højere grad hans tjenerinde end hans ledsager), og opmuntrer i højere grad moder-søn-forholdet end den ægteskabelige kontakt.

I det store og hele levede muslimerne op til disse islamiske idealer vedrørende mand-kvinde-forhold i præmoderne tid. Men der herskede til stadighed en angst for, at kvinder skulle bryde ud af deres restriktive rammer og medføre samfundets undergang.

Den angst er blevet mangedoblet gennem de seneste århundreder, efterhånden som den vestlige indflydelse har bredt sig overalt i den muslimske verden, for vestlige væremåder kolliderer næsten altid med de islamiske. De to er blevet fuldstændig adskilt gennem den øgede magt og frihed, som kvinder har opnået i kraft af lovbefæstet lighed, monogami, romantisk kærlighed, åben seksualitet og et væld af andre skikke. Som følge heraf betragter begge civilisationer hinanden som dybt forfejlede, om ikke ligefrem barbariske.

For mange muslimer udgør Vesten ikke blot en ydre trussel som vantro indtrænger; den underminerer tillige de traditionelle mekanismer til håndtering af den indre trussel, kvinden. Dette fører til udbredte bekymringer over at skulle overtage vestens stil og medfører en forkærlighed for at at holde sig til de gamle skikke. Forskelle i holdningen til seksualitet bidrager med andre ord til den generelle muslimske modvilje mod at acceptere den moderne livsform. Frygt for Vestens erotiske stil ender med at begrænse de muslimske folkeslag på det politiske, økonomiske og kulturelle område. Seksuel ængstelse udgør en af hovedårsagerne til Islams traume i den moderne æra.

Og dette forklarer den ekstreme følsomhed i så forskellige spørgsmål som piger, der bærer hovedtørklæde i franske klasseværelser, "æresdrab" i Jordan, kvindelige bilister i Saudi Arabien og billederne fra Iraks Abu Ghraib-fængsel.