Saturday, October 22, 2016

Dr. Andrew Bostom: Et moderne jihad-folkemord

För att läsa hela översättningen av lärda islamkännaren Dr. Andrew Bostoms artikel A Modern Jihad Genocide, klicka vänligen på länken:

http://myislam.dk/articles/da/bostom%20et-moderne-jihad-folkemord.php
Et moderne jihad-folkemord
Af Andrew G. Bostom

     Udgivet på myIslam.dk: 19. december 2011

Från artikeln (på danska):

Jihad: En afgørende faktor i det armenske folkemord

Krigstidens rapporter fra tyske og østrig-ungarske embedsmænd bekræfter også uafhængige beviser for, at oprindelsen til og udviklingen af folkemordet havde meget lidt at gøre med "armenske provokationer" under 1. Verdenskrig. Der lægges i stedet vægt på den generelle samfundstilstand fra før krigen, der kan føres tilbage til de mislykkede osmanniske Tanzimat reformforsøg i midten af det 19. århundrede. [11] Disse reformer, som blev indledt af det hensygnende Osmanniske Rige (dvs. i 1839 og 1856) under stærkt pres fra de europæiske magter, var designet til at ophæve de undertrykkende dhimmitude-love, som ikke-muslimske (primært kristne) mindretal, heriblandt armenierne, havde været underkastet i århundreder, efter de tyrkiske jihad-erobringer af deres oprindelige hjemlande. [12]
Anført af deres patriark, følte armenierne sig opmuntret af Tanzimat reformerne, og begyndte at oversvømme Porten (det osmanniske regeringssæde) med bønner og anmodninger, der primært søgte statslig beskyttelse mod et væld af mishandlinger, især i fjerntliggende provinser. Alene mellem 1850 og 1870 sendte den armenske patriark 537 noter til Porten, der beskrev talrige tilfælde af tyveri, bortførelse, mord, konfiskerende skatter, og bedrageri begået af embedsmænd. [13] Disse bønner blev stort set ignoreret og blev endda, ildevarslende, betragtet som tegn på oprørskhed. Den britiske konsul (i Erzurum) Clifford Lloyd rapporterede for eksempel i 1890,
"Misfornøjelse, eller enhver slags protest betragtes af den lokale Tyrkisk Lokalregering som oprørsk." [14]
Han fortsatte med at bemærke, at denne tyrkiske reaktion opstod uden hensyn til, at ".. tanken om revolution .." ikke blev næret af de armenske bønder, der var involveret i disse protester. [15]
Den berømte ottomanist, Roderick Davison, har bemærket, at i henhold til sharia (islamisk hellig lov) er ".. vantro gavourer ["dhimmier", "rayaer"]" permanent henvist til en status af "underlegenhed" og udsættes for en "hånlig halv-tolerance". Davison hævdede videre, at denne foragt kom af "en instinktiv holdning af overlegenhed", og var drevet af en "instinktiv muslimsk følelsesmæssig indstilling", tilbøjelig til anfald af "åben fanatisme". [16] Davisons pointe illustreres af vedvarende, heftige reaktioner på Tanzimat reformlovene af 1839 og 1856 fra store dele af den muslimske befolkning, anført af muslimske åndelige ledere og militæret. [17] Den måske mest oprigtige og sigende vurdering af de dødsdømte Tanzimat reformer, især 1856-loven, blev givet af Mustafa Resid, osmannisk storvesir i seks forskellige perioder mellem 1846-58. I sin afvisning af reformerne hævdede Resid, at den foreslåede "fuldstændige frigørelse" af de ikke-muslimske undersåtter, som passende var bestemt til at blive undertvunget og behersket, var "helt i modstrid" med "Det Osmanniske Riges 600-årige traditioner". Han erklærede åbent, at den del af initiativet, der handlede om "fuldstændige frigørelse", var uærligt, bevidst vedtaget for at vildlede europæerne, der havde insisteret på denne bestemmelse. Sørgeligt forudvidende, gav Resid derefter en ildevarslende forudsigelse om en "stor massakre", hvis ligestilling for ikke-muslimer faktisk blev indført. [18]
Trods deres "revolutionære" fremkomst, ledsaget af sammenligninger med idealerne fra den franske revolution, indtog CUP's "Ungtyrker" regime i sidste ende en diskriminerende, anti-reform holdning overfor ikke-muslimer i Det Osmanniske Rige. Under en tale i Saloniki den 6. august 1910, forkastede Mehmed Talat, en fremtrædende leder af Ungtyrkerne, hånligt idéen om lighed med "gavourerne" og hævdede, at det "... er et ideal, der ikke kan anerkendes, fordi det er uforeneligt med Sheriat [sharia] og hundredtusinder af muslimers følelser ...". [19] Roderick Davison bemærker, at i virkeligheden "… blev ingen reel ligestilling nogensinde nået ..." i den forudgående fejlslagne Tanzimat reformperiode. Som en konsekvens, bemærker han, vendte CUP lederskabet sig snart "... fra ligestilling (...) til tyrkificering ..." [20]
I Sultan Abdul Hamids regeringstid, massakrerede de osmanniske tyrkere i perioden 1894-96 over 200.000 armeniere. Dette blev fulgt op, under det Ungtyrkiske regime, af Adana massakren på 25.000 armeniere i 1909, samt det første egentlige folkemord i det 20. århundrede, da yderligere 600.000 til 800.000 armeniere blev slagtet, alene i 1915. [21] Massakrerne i 1890'erne havde en "organisk" forbindelse til Adana massakrerne i 1909, og, endnu vigtigere, til begivenhederne i 1915. Som Vahakn Dadrian hævder, så gjorde de folkemordet i 1915 lettere ved at give Ungtyrkerne "en forudsigelig straffrihed." Fraværet af negative konsekvenser for Abdul Hamid massakrerne i 1890'erne gav Ungtyrkerne mulighed for at skride til handling uden begrænsninger. [22]
Samtidige beretninger fra europæiske diplomater gør det klart, at disse brutale massakrer blev begået inden for rammerne af en formel jihad mod armenierne, der havde forsøgt at kaste dhimmitude-åget af ved at søge lige rettigheder og autonomi. For eksempel rapporterede over-dragomanen (tyrkisk-talende tolk) på den britiske ambassade følgende om 1894-96 massakrerne:
”... [Gerningsmændene] er i deres generelle indsats styret af forskrifterne i Sheri [sharia] Loven. Denne lov foreskriver, at hvis de kristne "rayaher" [dhimmier] forsøger, ved at søge støtte fra fremmede magter, at overskride grænserne for de rettigheder, de har fået af deres muhamedanske [muslimske] herrer, og frigør sig fra deres trældom, så mister de retten til deres liv og ejendom, og er prisgivet muhamedanernes nåde. Set med tyrkiske øjne, havde armenierne forsøgt at overskride disse grænser ved at appellere til fremmede magter, især England. De anså det derfor for deres religiøse pligt og en retfærdig handling at ødelægge og beslaglægge armeniernes liv og ejendom ..." [23]
Forskeren Bat Ye'or bekræfter dette ræsonnement, og bemærker, at den armenske søgen efter reformer ugyldiggjorde deres "juridiske status", som var forbundet med en "kontrakt" (dvs. med deres muslimske tyrkiske herskere). Dette
”... brud (...) gengav ummaen [det muslimske samfund] dens oprindelige ret til at dræbe det undertrykte mindretal [dhimmierne], [og] beslaglægge deres ejendom ...” [24]
En uforfærdet protestantisk historiker og missionær, Johannes Lepsius, der tidligere havde foretaget en to-måneders rejse for at undersøge de steder, hvor Abul Hamid tidens massakrer foregik, rejste igen til Tyrkiet under Første Verdenskrig. Om perioden 1914-1918, skrev han:
"... Er vi så simpelthen forbudt at tale om armenierne som forfulgte på grund af deres religiøse tro? Hvis det er tilfældet, så har der aldrig været nogen religiøs forfølgelse i verden (...). Vi har lister foran os med 559 landsbyer, hvis overlevende indbyggere blev konverteret til islam med ild og sværd; med 568 kirker fuldstændig udplyndret, ødelagt og jævnet med jorden; med 282 kristne kirker omdannet til moskéer; med 21 protestantiske prædikanter og 170 gregorianske (armenske) præster, der, efter at have udstået ubeskrivelig tortur, blev myrdet, fordi de afslog at konvertere til islam. Vi må gentage, at disse tal kun er udtryk for omfanget af vores information, og er langt fra at nå til det virkelige omfang. Er dette religiøs forfølgelse, eller er det ikke? ..." [25]
Til slut sætter Bat Ye'or rækken af massakrer fra 1890'erne frem til Første Verdenskrig ind i en samlet teologisk og juridisk sammenhæng, på følgende måde:
"... Folkemordet på armenierne var det naturlige resultat af en politik, der er indbygget i den politisk-religiøse struktur af dhimmitude. Denne proces med fysisk eliminering af en rebelsk nation var allerede blevet brugt mod de oprørske slaviske og græske kristne, der blev reddet fra kollektiv udryddelse af europæisk intervention, selv om den til tider skete modvilligt.
Folkemordet på armenierne var en jihad. Ingen rayaer tog del i den. På trods af misbilligelse fra mange muslimske tyrkere og arabere, og deres afvisning af at samarbejde om forbrydelsen, blev disse massakrer begået udelukkende af muslimer, og de alene profiterede af byttet: Ofrenes ejendom, huse og jord, der blev overdraget til muhajirun, og tildelingen til dem af kvinde- og børneslaver. Bortelimineringen af mandlige børn over tolv år var i overensstemmelse med reglerne for jihad og passede til den aldersgrænse, der er fastsat for betaling af jizya. Likvideringens fire stadier - deportation, slaveri, tvangskonvertering, og massakre - reproducerede de historiske omstændigheder under den jihad, der har været ført i dar al-harb fra det syvende århundrede og frem. Krøniker fra en mangfoldighed af kilder, især af muslimske forfattere, giver detaljerede beskrivelser af de organiserede massakrer eller deportationer af fanger, hvis lidelser under tvungne marcher bag hæren var et sidestykke til den armenske erfaring i det tyvende århundrede ..." [26]