Monday, May 30, 2016

Raymond Ibrahim: Hvordan taqiyya ændrer islams regler for krig

För att läsa hela översättningen av amerikanske islamspecialisten Raymond Ibrahims artikel ur vilken IceViking citerat, klicka vänligen på länken nedan:

http://myislam.dk/articles/da/ibrahim%20hvordan-taqiyya-aendrer-islams-regler-for-krig.php
Hvordan taqiyya ændrer islams regler for krig
Overvindelse af jihad-terrorismen
Af Raymond Ibrahim
Middle East Quarterly
Winter 2010, Volume XVII, Number 1, pp. 3-13

Denne artikel kan ses som en omskrivning og udvidelse af: Islam, krig, og bedrag: En syntese

Oversættelse af: How Taqiyya Alters Islam's Rules of War
Kilde: Middle East Forum
Udgivet på myIslam.dk: 15. september 2012

Från översättningen:
Taqiyya præsenterer en række moralske dilemmaer. Enhver, der virkelig tror, at Gud retfærdiggør og, ved sin profets eksempel, tilmed opfordrer til bedrag, vil ikke få moralske skrupler over at lyve. Overvej tilfældet Ali Mohammad, bin Ladens første "træner" og langtids al-Qaeda-agent. Som egypter, var han oprindeligt medlem af Islamisk Jihad og havde tjent i den egyptiske hærs militære efterretningsenhed. Efter 1984 arbejdede han for en tid med CIA i Tyskland. Selvom han betragtedes som utroværdig, lykkedes det ham at komme til Californien, hvor han blev indrulleret i den amerikanske hær. Det virker sandsynligt, at han fortsatte med at arbejde i en eller anden egenskab for CIA. Senere trænede han jihadister i USA og Afghanistan og stod bag flere terrorangreb i Afrika. Folk, der kendte ham, så på ham med "frygt og respekt for hans utrolige selvtillid, hans manglende evne til at blive skræmt, hans absolut skånselsløse vilje til at ødelægge islams fjender og hans nidkære tro på den militante islamiske fundamentalismes principper." [46] Ja, denne sætning sammenfatter det hele: For en nidkær tro på islams principper, der legitimerer bedrag for at gøre Guds ord enerådende, vil bestemt gå meget langt i skabelsen af en "utrolig selvtillid", når der lyves. [47]
Alligevel fortsætter de fleste vesterlændinge med at tro, at muslimske skikke, love og etiske begrænsninger er næsten identiske med dem i den jødisk-kristne tradition. Naivt eller arrogant overfører nutidens multikulturelle ledere deres eget verdenssyn på islamisterne og tror, at et håndtryk og et smil over en kop kaffe, samt talrige indrømmelser, er nok til at afmontere kraften af Guds ord og århundreders uforanderlige tradition. Men faktum er: Rigtigt og forkert i islam har meget lidt at gøre med universelle standarder, men kun med, hvad islam selv lærer - hvoraf meget er i modstrid med vestlige normer.
Det må derfor accepteres, at læren om taqiyya, i modsætning til mangeårige akademiske antagelser, rækker langt ud over muslimers brug af religiøs forstillelse til egen overlevelse, og omfatter vildledning af den vantro fjende i almindelighed. Dette fænomen bør være grundlaget for forståelsen af det shiitiske Irans nidkære stræben efter at få atomkraft, mens landet samtidig insisterer på, at dets motiver er helt fredelige - for særligt i shia-islam er taqiyya blevet en anden natur.
Ej heller er taqiyya begrænset til udenlandske affærer. Walid Phares fra National Defense University har klaget over, at hjemmedyrkede islamister opererer uhæmmet på amerikansk jord, på grund af deres brug af taqiyya: "Er vores regering klar over, hvad denne doktrin handler om, og endnu vigtigere, uddanner myndighederne vores forsvarsapparat til at tage hånd om denne snigende trussel, der lurer iblandt os?" [48] Efter Fort Hood-massakren, hvor Nidal Malik Hasan - en amerikansk muslim, der udviste en lang række islamistiske tegn, der blev ignoreret - dræbte tretten mandlige og kvindelige medsoldater, tvinges man til at svare nej.
Dette er så dilemmaet: Islamisk lov deler utvetydigt verden op i to evigt krigsførende dele - den islamiske verden overfor den ikke-islamiske - og holder det for Guds vilje, at førstnævnte opsluger sidstnævnte. Men hvis krig mod de vantro er en evig affære, hvis krig er bedrag og hvis handlinger retfærdiggøres af deres intentioner - så vil mange muslimer naturligvis konkludere, at de har en guddommeligt sanktioneret ret til at bedrage, så længe de tror, at deres bedrag tjener til støtte for islam, indtil "der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud". [49] Et sådant bedrag vil yderligere blive set som et middel til et altruistisk mål. Muslimske tilnærmelser til fred, dialog, eller endda midlertidige våbenhviler skal ses i dette lys, hvilket vækker mindet om filosoffen James Lorimers praktiske bemærkninger, udtalt for over et århundrede siden: "Så længe islam eksisterer, vil forsoningen af dens tilhængere med jøder og kristne, og endnu mere med resten af menneskeheden, fortsætte med at være et uløseligt problem." [50]
Til slut - mens det i en vestlig sammenhæng kan være mest hensigtsmæssigt at tale om "krig og fred" som naturligt sammenhængende logiske begreber, så vil det i islams tilfælde være mere præcist at tale om "krig og bedrag." For, set fra et islamisk synspunkt, er tider med fred - det vil sige, når islam er betydeligt svagere end sine vantro rivaler - tider med hyklet fred og forstillelse, eller med et enkelt ord, taqiyya.2